Trodsige 2 😓

Det der med at være mor, det er altså ikke altid lige så let og lyserødt som folk får det til at se ud :/ De sidste 2 uger har vi haft nogle kampe med vores ellers utrolig lette og søde Storm, MEN NU… Han vil bare ikke acceptere et nej..!! Det giver hysteriske anfald hver gang, man burde tro barnet ligesom forstod det efter de første 10 gange.. men nej ..og så er det jo bare sådan nogle ÅNDSSVAGE små ting der kan få hans humør til at gå fra 0 til 100 på meget kort tid😣

Neeeeej skat, du må ikke få slik til aftensmad.. Nej heller ikke til morgenmad eller frokost.. du må faktisk aldrig nogen sinde få slik mere, du bliver jo til en lille dæmon når du får sukker! ( der burde sættes advarsel skilte på de små slik pakker)

Nej skat, du må ikke få juice i din mælk.. og jo du skal ha børstet dine tænder, og det er stadig 2 gange dagligt!

Neeeej du må ikke hive hunden i halen, og heller ikke sætte dig på hende, og neeeeeeej du må ik åbne døren ud til den store vej- ja hunden stikker af så.. HOV!

Nej skat, du kan ikke tage sandalerne på når det regner og det er hammer koldt udenfor .. Og hvorfor hulen vil du så ha de der varme gummistøvler på når der er 25 grader og sol udenfor?

Jo skat du skal sove nu, Og jo skat, det skal du hver evig eneste nat:) Og JA i din egen seng.

Nej skat, du må ikke bide mor i låret når du leger hund – du må faktisk aldrig nogensinde bide nogen… heller ik din egen hånd? ( Hvorfor gør man også det?? )

NEEEEEJ skat- du skal ikke åbne den børnesikrede ovn – den er hammer varm. AV! ( mega god børnesikring i øvrigt :/ )

MEEEEEEEENNNN…. vi elsker ham nu alligevel, og selvom han nok har ramt den frygtede trodsige 2, så har han jo stadig de smukkeste blå øjne, og når han smiler til os og blinker med de store blå øjne, så smelter vores hjerter og man glemmer lidt at man lige har brugt en time på en hammer sur dreng der skreg sine lunger ud, over at vandet i badekaret var blevet “væk” selvom han selv havde hevet proppen ud ..GAB..

Meeeeeeen dejlig det er han og nu når han sover sødt i sin lille tremme seng og jeg sidder her i stuen og skriver i stilhed, så savner jeg allerede hans små søde grin og hidsige anfald, og jeg glæder mig til endnu en dag med ham igen i morgen 🙂